Forside
Aktuelt
Kontakt
Sitemap
Markedsovervågning
Standarder
Brug af cookies
English
 

Frem til den 31. marts 2013 har VA-godkendelsesordningen været en national godkendelsesordning, hvor alle byggevarer, der kommer i kontakt med drikkevand, skulle testes, godkendes og mærkes inden de måtte sælges i Danmark.

Godkendelsesordningen for byggevarer i kontakt med drikkevand, har pr. 1. april 2013 erstattet VA-godkendelsesordningen.

Med den nu ophørte VA-godkendelsesordning blev byggevarer i kontakt med drikkevand, for så vidt angår de sundhedsmæssige egenskaber, testet for afsmitning af bly, cadmium og andre sundhedsskadelige stoffer.

Den nye godkendelsesordning, der trådte i kraft den 1. april 2013 og som har erstattet VA-godkendelsesordningen, styrker forbrugerbeskyttelsen. Der skal fra den 1. april nu også testes for nikkel og der indføres test af nye renoveringsmetoder med flydende plastmateriale. Derudover er kravene til afsmitning af bly, blevet skærpet. Med den nye godkendelsesordning styrkes derudover det administrative set up. Et væsentligt formål med ændringerne er således at gøre det lettere for virksomhederne at benytte ordningen, fordi det bliver tydeligt, hvilke krav og retningslinjer de skal følge. Den nye godkendelsesordning for byggevarer i kontakt med drikkevand administreres af Teknologisk Institut. Fremadrettet fra 1. april 2013 skal byggevarer i kontakt med drikkevand således godkendes i henhold til den nye godkendelsesordning, hos Teknologisk Institut.

ETA-Danmark A/S har frem til VA-godkendelsesordningens ophør administreret ordningen på vegne af Energistyrelsen og det er ETA-Danmark A/S, der frem til den 31. marts 2013 har udstedt de gældende VA-godkendelser til fx vandhaner og vandrør i kontakt med drikkevand. De eksisterende VA-godkendelser, udstedt før 1. april 2013, er gældende frem til den dato, hvor den enkelte byggevares godkendelsesperiode udløber. ETA-Danmark A/S varetager i en overgangsperiode fortsat kontrol med det årlige tilsyn med disse eksisterende VA-godkendelser. Byggevarer med eksisterende VA-godkendelser, skal inden den 1. april 2014 ommærkes, således at VA-mærket erstattes med det nye "godkendt til drikkevand"-mærke. Hvis man som producent eller importør har en frivillig VA-godkendelse, så kan det nye mærke stå ved siden af VA-mærket.

For spørgsmål i relation til den nu ophørte VA-godkendelsesordning henvises til ETA Danmark A/S på etadanmark.dk. For spørgsmål i relation til den nye godkendelsesordning for byggevarer i kontakt med drikkevand, henvises til Teknologisk Institut på Godkendttildrikkevand.dk.

Både den nu ophørte VA-godkendelsesordning, for så vidt angår det årlige tilsyn med de sundhedsmæssige egenskaber og den nye godkendelsesordning, hører under Klima-, Energi-, og Bygningsministeriet, mens Miljøministeriet rådgiver om kravgrundlaget, dvs. grænseværdierne og testmetoderne for materialernes afsmitning af stoffer til drikkevandet.